Torsdag 14. juni kl. 17-19: De Halvakustiske
Torsdag 14. juni kl. 20-22: Bed Rock Blues Band
6 musikere danner det efterhånden 15 år gamle Bedrock Blues Band. Gennem disse år har Bedrock Blues Band leveret en lang række koncerter rundt om i det danske land.
Et bluesband med respekt for genrens rødder, og grundet musikernes glæde for disse leveres musikken med engagement og spilleglæde. Kombinationen af entusiasme og godt musikalsk håndværk sikrer publikum en gedigen bluesoplevelse. Line-up: Rico Lippert Kehler: Vokal. Sebastian “Seb” Munneche: Harpe. Lars Høier: Guitar. Anders Emde: Keyboard. Søren Lehmann: Bas. Thomas Rimington: Trommer. |
Fredag 15. juni kl. 16-18: The Funky Butts
Inspireret af bl.a. Dr. John, Professor Longhair, Fats Domino, Ray Charles, Jerry Lee Lewis og Sp, Just og Frost kaster trioen sig ud i stilarter fra rock’n’roll’ens fødeby så som secondline, junkie-blues og funky-butt.
Ambitionen er at ramme en ligefrem og autentisk sound, som leder tankerne hen på nattelivet i New Orleans’ gader, hvor der altid findes en undskyldning for at holde en fest, spise jambalaya og danse til fødderne falder af. Trioen blev født i 1999, og lysten til gøre nætterne svedige og dele en forkærlighed for N.O. Rhythm & Blues med en masse glade mennesker er større end nogensinde. Line-up: Thomas Albrechtsen: Piano/vokal. Claus Hansen: Bas. Mads Pugholm: Trommer. |
Fredag 15. juni kl. 19-21: Jacob Svejstrup Soulband
Jakob blev nr. 4 i DR’s sangkonkurrence Stjerne for en Aften med "True To Your Heart" og vandt det danske melodigrandprix i 2005 med "Tænder på Dig". Han er nu i gang med en ny fase som rendyrket soulman med et stærkt hold af musikere omkring sig.
Han har udgivet et meget vellykket album "All In/All Out", som vil overbevise grandprix-publikum om, at hans nye musik bare er for lækker, og at hans gamle musikstil nu er fortid. Ved sine mange udsolgte koncerter er det tydeligt, at kvinderne stadig har en forkærlighed for Sveistrup - og det er egentlig ganske forståeligt - for han har fynsk charme, selvtillid og en veludviklet sans for at ramme stemningen hos publikum, og få dem med fra starten ... Jacob medbringer 5 fantastiske musikere og en korsangerinde. |
Fredag 15. juni kl. 22-24: Mike Andersen Bluesband
The Devil Is Back....
Mike behøver ikke den helt store præsentation. Jazz Days’ publikum kender ham særdeles godt. Han har nemlig spillet hele tre gange på vores jazzfestival. Og det er fordi han er en fantastisk bluesguitarist og –sanger, som rigtig mange efterspørger. Mike Andersen har 6 albums og en EP udgivelse i bagagen, og samtlige er skrevet og produceret af ham selv. På sit nye album ”Devil Is Back” har han løsnet sit stramme greb om tøjlerne og har lukket både andre sangskrivere og en producer ind i sit univers. Det er Mikes bedste album til dato. Med sit 7. album og over 1500 afviklede koncerter i ind- og udland har vi fået øjnene op for, at der i Aarhus bor en verdensstjerne. Niveauet er tårnhøjt. Glæd jer til endnu engang at byde Mike velkommen i Roskilde! Line-up: Mike Andersen: Guitar, vokal. Johs. Nørrelykke: Guitar/vokal. Kristian Kold: Bas/ vokal. Kristian Fogh: Keys/vokal. Jens Kr. Dam: Trommer/vokal. |
Lørdag 16. juni kl. 13-15: Daimi med Louisiana Jazzband
Daimi er "verdenskendt" i Danmark, og hun har netop modtaget Danmarks Radios Leo Mathiesen Pris for sin livslange dedikation til jazzen. Ydermere er hun en velrenommeret skuespiller, som har spillet revy med de største; Dirch Passer, Otto Brandenburg, Poul Richard m.fl.
Hendes rytmiske fornemmelse placerer hende blandt de allerbedste og lettest genkendelige sangere. Når Daimi synger med Louisiana Jazzband hører vi Daimi, når hun er bedst. Repertoiret er stærkt inspireret af de store gamle mestre, Duke Ellington og Count Basie - altså musik fra den gyldne swingtid. Publikum får mulighed for at høre kendte og elskede numre fra jazzens vidunderlige verden. Line-up: Mårten Lundgren: Trompet. Jesper Løvdal: Saxofon. Vincent Nilsson: Basun. Peter Federspiel: Bas. Ole Givskov: Trommer. Lars Brogaard: Piano |
Lørdag 16. juni kl. 16-18: Doghouse Cats
Doghouse Cats er et 6-mands jump and jive orkester, der spiller musik fra 40’erne og 50’erne.
De har med hatten på skrå og blankpolerede sko skabt et band, der virkelig appellerer til dansefødderne. Doghouse Cats spiller numre som "In The Mood", "Shake Rattle and Roll", "Just A Gigolo", "Jump Jive And Wail" og mange flere. Spilleglæden mærkes langt ud over scenekanten, og Doghouse Cats har altid stor succes hos sit publikum. Line-up: Thomas Christensen: Guitar/vokal. Kenneth Bay: Keys/kor. Claus Andreasen: Trommer/kor. Peter Høgfeldt: Bas/kor. Erik Pyndt: Saxofon. |
Lørdag 16. juni kl. 19-21: Jazzkollektivet
Jazzkollektivet er et jazzfællesskab med unge musikere fra det danske og svenske musikmiljø. Deres mission er, at jazz skal være for alle og opleves live. Musikerne arbejder sammen på tværs af Øresund for at styrke vækstlaget og samle unge jazzmusikere på tværs af nationaliteter.
Til Roskilde Jazz Days vil Jazzkollektivet spille et udvalg af kendte danske og engelske jazzkompositioner med et islæt af soul. Jasmin Gabay, som står i front, er ekspert i nærværende performances og formår at tolke velkendte jazzklassikere og gøre dem til sine egne. Hendes unikke vokalperformance ligger i et spændende grænseland mellem soul og jazz. Line-up: Jasmin Gabay: Vokal. Frederik Flach: Piano. Asbjørn Storm Kamban: Trompet. Martin Lund: Bas. Rasmus Elhøj: Trommer. |
Lørdag 16. juni kl. 22-24: Kjell Gustavsson Rhythm' & Blues Orchestre (S)
I 2015 leverede bandet et brag af en koncert på Roskilde Jazz Days, og på utallige opfordringer kommer de nu igen. Deres musik spænder fra traditionel rhythm & blues over boogie, funk og soul til varme cajun- og zydecorytmer fra Louisiana.
Kjell Gustavsson Rhythm‘n & Blues Orchestra er en ekstraordinær oplevelse, og deres smitsomme glæde og enorme entusiasme tryllebinder publikum uanset alder og musikalsk smag. Bandet, som siden starten i 2008 har udgivet fem cd’er, har spillet på stort set alle festivaler og jazzklubber i Skandinavien og Tyskland, og deres indspilninger sælger godt i både USA, England, Holland, Tyskland, Polen, Norge, Danmark, Italien og Finland. Glæd jer til en uforglemmelig musikalsk oplevelse. Line-up: Kjell Gustavsson: Trommer. Surjo Benigh: Bas. Bonne Löfman: Guitar. Pelle Lindh: Guitar/lapsteel. Anders Larsson: keyboard/accordion. Martin Lood: Trompet. Bosse Gustafsson: Saxofon. Martin Pålsson: Trombone. Göran Böving: Vokal |
Søndag 17. juni kl. 11-13: Snorre Kirk Quintet
Trommeslageren Snorre Kirk har i de seneste mange år været en fast gæst på de internationale jazzklubber og festivaler, hvor han har gjort sig bemærket som sideman med nogle af de mest prominente jazzartister fra Skandinavien samt med internationale størrelser som Diane Schuur, Stephen Riley og Eric Reed.
Med det kritikerroste debutalbum “Blues Modernism” fra 2012, der modtog både JazzSpecial Prisen for årets udgivelse og to nomineringer ved Danish Jazz Awards, trådte Snorre Kirk for alvor i karakter som komponist og orkesterleder. Line-up: Jan Harbeck: Tenorsaxofon. Tobias Wiklund: Cornet. Magnus Hjorth: Piano. Lasse Mørck: Bas. Snorre Kirk: Trommer. |
Søndag 17. juni kl. 14-16: Martin Lutz Group
Martin Lutz Group har været en fast bestanddel af den danske og internationale jazzscene i godt 10 år med stort set uændret besætning.
I april 2018 udgav han sit nye album "In Denmark I Was Born", som har fået en fantastisk modtagelse. Martin Lutz Group er kendt for at besidde en innovativ, humoristisk og åben tilgang til musikken med udgangspunkt i jazzen, og han bevæger sig i en smeltedigel mellem afrikansk, nordisk og amerikansk tradition – et univers, der danner udgangspunkt for gruppens DMA-præmierede crossover. Gruppen har bl.a. samarbejdet med så forskellige kunstnere som den italienske bandoneonspiller Paolo Russo, den verdenskendte folkemusiker Harald Hauggaard samt internationale stjerner som Marilyn Mazur, Jacob Fischer m.fl. Line-up: Saxofoner: Jacob Rose, Jesper Møller, Mads Ole. Martin Lutz: Piano. Lars Johnsen: Bas. Ricco victor: Trommer. |
Søndag 17. juni kl. 17-19: Martini Organ Quartet
Kira Martini giver os varm, varieret og veloplagt vokaljazz sammen med et stærkt sammenspillet orkester.
Genremæssigt står Martini et sted imellem jazz, Brazil, soul & blues, og hun har siden debuten i 2013 haft fart på med koncerter på både de danske og udenlandske scener. Hendes cd "Yellow House Sessions" med sit 7-mands orkester MARTINI*S, blev nummer fem på Berlingske Tidendes liste over jazzens højdepunkter i 2017. På Roskilde Jazz Days’ scene kan hun opleves med sin soulfulde orgelkvintet bestående af et par af jazzens topmusikere. Line-up: Kira Martini: Vokal. Per Møllehøj: Guitar. Mads Søndergaard: Orgel. Morten Ærø: Trommer |
Søndag 17. juni kl. 20-22: Hans Knudsens Jumpband
Hans Knudsens Jumpband kan i år fejre 25-års jubilæum.
Bandet har etableret sig på den danske musikscene som et af landets mest populære bands. Et enormt drive og medrivende spillehumør er orkestrets kendetegn. Der bliver ikke fedtet med tingene i det alsidige repertoire. Med rødderne solidt forankret i New Orleans-traditionen bydes der på en "gumbo" af jazz, jump, rhythm & blues, boogie-woogie, rock, soul og egne kompositioner. Alt spillet med en personlig og råswingende sound. Line-up: Hans Knudsen: Piano/vokal. Hans Leonardo Pedersen: Saxofon/klari-net. Jens Sølund: Bas. Henrik Simonsen: Trommer. |